★★★★★☆
Man kan diskutere, om Samuel Collardeys dokumentarfilm "Mit Grønland" ("Une année polaire") overhovedet er en dokumentarfilm.
Ina-Miriam Rosenbaum, der netop er blevet Reumert-nomineret for sin pragtpræstation i teaterforestillingen "Job", har i al fald en regulær rolle i filmen, og MIT GRØNLAND har også en egentlig handling, omend formen i øvrigt forekommer dokumentarisk.
Det vil også være delte meninger med hensyn til filmens nationalitet – for på trods af, at det er en fransk produktion med en fransk instruktør, så er samtlige medvirkende fra Danmark eller Grønland, filmen foregår på Grønland og deres tales både dansk og grønlandsk.
Vi følger danske Anders, der har forladet den fædrende gård i Danmark for at slå sig ned i Tiniteqilaaq, en lille bygd med 60 beboere på Øst-Grønland.
Anders er blevet frarådet at lære Grønlandsk på forhånd, da det jo er ham, der skal undervise i dansk. Han føler sig i starten isoleret og kan intet stille op, da den lille dreng Asser forsømmer sin skole, fordi han skal med på jagt. Men så får Anders den ide selv at tage med, og gradvist vokser der bånd mellem Anders og grønlænderne.
Anders Hvidegaard har en troværdig fremtoning og såvel Julius B. Nielsen som Thomasine Jonathansen tegner nuancerede portrætter af den grønlandske befolkning. Børnene virker også ægte i udtrykkene – ikke mindst Asser Boassen som den lille dreng, der er lige ved at blive klemt mellem danske og grønlandske interesser.
Vi får nogle betagende billeder af den grønlandske natur fra egne vi sjældent ser på film. Men det er i portrættet af den grønlandske befolkning lige nu, at filmen har sin allerstørste kvalitet.
Sjældent har vi set den grønlandske kultur og tradition omgivet med så megen poesi og respekt, som vi fornemmer her. Det virker desuden velgørende, at filmen tør vise, at der kan være fejl på begge sider, men at de er til at overvinde det, hvis man virkelig gør en indsats.
