BIEDERMANN OG BRANDSTIFTERNE

★★★★★☆

På DR Bonanza kan man se Leon Feders TV-udgave af Max Frischs moderne klassiker BIEDERMANN OG BRANDSTIFTERNE med Karl Stegger, Karen Lykkehus, Judy Gringer og Axel Strøbye på rollelisten. Historien om en selvbestaltet humanist, hvis idealer kommer på en prøve i virkelighedens verden, har bestemt også relevens i dag, og derfor er det et glimrende repertoirevalg for Aarhus Teater, hvor den ikke har været spillet siden 1961.

Titelrollen spilles af Nicolaj Kopernikus, der er bedst, når han formår at fastholde alvoren i rollen. Mette Døssing er frysende god som tjenestepigen og i hendes golde blik mærker vi omkostningerne ved et liv i underklassen. Morten Suurballe yder sin måske største præstation nogensinde som brandstifteren Schmitz, der med lige dele slesk tale og truende adfærd flytter ind hos Hr. og Fru Biedermann, som jo ikke kan være andet bekendt? Eller kan de?

BIEDERMANN OG BRANDSTIFTERNE bliver i Christian Tafdrups klokkeklare iscenesættelse ikke reduceret til et banalt politisk spørgsmål om fremmedfjenskhed, men fremstår snarere som en større historie om i højere grad at tage ansvar for vores egen tilværelse. Hr. og Fru Biedermann er ikke helt så vidunderlige mennesker, som de selv går og tror, og deres hykleriske omgang med etik og moral bliver deres undergang.

BIEDERMANN OG BRANDSTIFTERNE fremstår på Scala-scenen som moderne relevant teater, og kun i finalen mærker man tidens tand i sit kød. Måske skulle man ha’ sluttet forestillingen med den flot udførte undergangsscene?

(Michael Søby)