-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DING DONG

★★★★

"En forårskåd farce" kalder Odense Teater DING DONG, deres seneste udspil , og det passer faktisk meget godt. Man kan mene af der er tale om kunstigt åndedræt til en uddøende genre, som næsten er forsvundet fra det danske repertoire, men når genrens mester Georges Feydeau nu stadig kan skabe smil, grin og glæde, hilser man gerne initiativet velkommen.

Jens August Willes energiske bearbejdelse og iscenesættelse er godt hjulpet med Peter Dupond Weiss' fikse oversættelse og såvel kostumer som scenografi styrker omplatningen til 50ernes Danmark. Flere af sceneskiftene kunne dog gøres betydeligt mere elegante og skal man absolut sende sceneteknikkere på scenen, mens der spilles, så gi' dem noget passende tøj på eller dæmp lyset yderligere.

Den noget kunstfærdige opstart fortrænges i takt med, at skuespillerne får mulighed for at folde sig ud i en stadig mere vanvittig historie, hvor alle tilsyneladende er utro med alle.

Altid seværdige Claus Riis Østergaard er hårdt spændt for som Hr. Pasternak, der drømmer om en affære med Leonora. Hun spilles nydeligt men også noget glat og temmelig upersonligt af den nyligt Reumert-nominerede Natalí Vallespir Sand. Så er der flere farver på paletten hos Peder Dahlgaard, Trine Pallesen, Peter Gilsfort, Ghita Lehrmann, Klaus T. Madsen, Anders Skov Madsen og - som brovten semifinne - Benjamin Boe Rasmussen.

Helt i særklasse denne premiereaften er Benjamin Kitter som slesk og lusket kvindeforfører, der får mere at se til, end han magter, og Mette K. Madsen som forrygende finske femme fatale tilsat en kostelig accent.

DING DONG er med andre ord en farce, der kræver et stærkt ensemble, men det har man sandelig også på Odense Teater. Anført af en teaterchef, der ikke er bange for at give dem plads til at vise, hvad de kan.

(Michael Søby)