DALIDA

★★★★★☆

Lisa Azuelos har med betydelig indfølelse skabt et portræt af den egyptiskfødte sangerinde DALIDA, der i 60erne og 70erne hittede i Frankrig og Italien.

Der bliver virkelig kælet for periodedetaljerne i denne såkaldte biopic, og selvom den flotte Sveva Alvitis skuespillertalent ikke omfatter den krævende teknik, der kaldes "lip sync", så har hun i det store og hele ære af sin præstation. Jean-Paul Rouve yder en solid indsats som hendes manager, og Riccardo Scamarcio er glimrende som hendes ikke helt så talentfulde bror.

Stjerner som Vincent Perez og Patrick Timsit dukker op i periferien, og da DALIDA udviklede en forkærlighed for yngre mænd, forkæles vi også med en perlerække af disse: Niels Schneider som polsk kunsterynglig, Nicolas Duvauchelle (bioaktuel i "Luk solskinnet ind") som skydegal kæreste og Brenno Placido (søn af den store Michele Placido) som en ung poet, der forstyrrer familieidylen selve juleaften.

Filmen har et af filmsæsonens mest attraktive soundtracks, og man forbløffes over, hvor mange af DALIDAs sange, som man genkender uden at vide, at det var hende, der sang. Fra den uforglemmelige "Come Prima" og den vovede "Il Venait d’Avoir 18 ans" til de næsten selvudleverende "Je Suis Malade" og "Pour ne pas vivre seul" bliver filmen ligeledes en musikalsk rejse gennem den sydeuropæiske popmusiks storhedstid. Instruktøren bruger desuden sangene med stor omtanke, så vi mærker, at de i næsten uhyggelig grad afspejler sangerindens egen sindstilstand på det pågældende tidspunkt.

Lisa Azuelo glemmer heller aldrig alvoren i DALIDAs tragiske skæbne, der var præget af barnløshed og selvmord, men som også omfattede triumfer som koncerterne på Olympia og filmindspilning med landsmanden Youssef Chahine.

DALIDAs største kvalitet kan dog meget vel være, at den ikke blot stiller sig til tåls med at være et nostalgisk gensyn med en glemt stjerne, men at den netop kaster et forsonende lys på en plaget kvindes bemærkelsesværdige livsbane, som derved endelig får mening.

(Michael Søby)