★★★☆☆☆
"Forestillingen slutter først, når magien rammer dig" står der i omtalen på Det Kongelige Teaters kluntede website, og det er ikke løgn.
Man tager heller ikke starttidspunktet så alvorligt denne aften, og tilbyder i stedet at give et indblik i arbejdsmetoden ved at invitere publikum ind i et prøvelokale for selv at prøve kræfter med den. Det er der forbløffende mange, der gør – og står pludselig over et vidt fremmed menneske, og skal bestemme, hvem der fører an i improvisationen. Dansepartneren skal alene igennem blikket sanse sig frem til, hvad det er, som den styrende danser ønsker at udtrykke, og lade sig inspirere af dette.
Det kommer der nu ikke meget ud af rent dansemæssigt, men det bliver dog bedre, da vi kommer ind i Prøvesal A, hvor Den Kgl. Ballets eksperimenterende gruppe Corpus overtager gulvet.
Men den legende form grænser sine steder til det slaskede, og man savner i den grad et stringent forløb, der i langt højere grad stiller krav til dansernes tekniske kunnen.
Danserne er såmænd ganske kære at se på i dette dansemæssige kludetæppe, men hverken dekorationer, kostumer eller belysningen gør noget som helst godt for forestillingen. Ioannis Mandafouris savner i den grad fokus denne gang, hvor han synes at sløse med sit talent.
Emahoy Tsegué-Maryam Guèbrous klassisk funderede musik er dog både lidenskabelig og lyttevenlig. Det ligefrem damper fra den glimrende estoniske pianist Alison Smith, aftenens ubestridte stjerne.
Men magien rammer aldrig trods talrige trylleindslag, og klokken bliver da også over ni, før vi igen står på Kongens Nytorv. Man håber virkelig, at Corpus – der for blot få år siden havde kunstnerisk andel i Reumert-vinderen "I føling" – formår at stramme op snarest muligt, for ellers er dets særstatus på Det Kongelige Teater for alvor i fare.
(Michael Søby)
