★★★☆☆☆
På Teater Vestvolden i Hvidovre kan man nyde en nostalgisk miniudstilling om den sort-hvide TV-serie "Ingrid og Lillebror" forud for teatrets egen forestilling LENE OG LILLEBROR. Den nye forestilling er nemlig inspireret af de gamle 60’er-programmer ligesom scenografien i teatrets bus bærer præg af perioden.
Teaterbussen – som den hedder i daglig tale – er proppet med forventningsfulde 4-7-årige, mens de voksne må kæmpe med små klapstole og hvad der ellers er til overs, mens de priser sig lykkelige over, at forestillingen kun varer ca. 40 minutter.
Stephan Pollners iscenesættelse kommer godt fra start, da Lillebror dukker op på skærmen i et gammelt tv. Den årvågne forældre eller bedsteforældre opdager dog snart, at dukken er af nyere dato og at stemmen ikke lyder som den velkendte, som Bob "Tintin" Goldenbaum var mester for. Ernesto Piga Carbone har ellers den rette friskhed i stemmen, men han bliver mildest talt ikke forkælet med replikker af samme kaliber, som dem den originale Lillebror jonglerede med.
En lille eksplosion og vupti, så er Lillebror hoppet ud af fjernsynet og sidder på bordet lige foran os. Et øjeblik af ren teatermagi for de mindste. Og mens den søde Lene (Hummelshøj) er væk et øjeblik, viser det sig, at dukken Lillebror stadig kan tale, selv når han ikke er i fjernsynet! Wauw! Ungerne kan slet ikke vente med at fortælle det til Lene.
Men herefter lukker forestillingen sig om selv, og kapper båndet til publikum, når de fortaber sig i digitale remedier eller spiller kinaskak sammen. Den afsluttende fællessang hjælper, men man må vemodigt konstatere, at mange de små ikke har lært teksten hjemme, og så kan det være lidt svært med en fællessang, hvis man ikke får hjælp til ordene.
LENE OG LILLEBROR fremstår som et prisværdigt initiativ, der dog kunne være forløst bedre, og på trods af de trange forhold bør man udsætte sig selv for et besøg i den hyggelige turnévenlige teaterbus, hvis den en dag skulle komme forbi i dit nærkvarter.
(Michael Søby)
