-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LANDET UDEN DRØMME

★★★★★

Forstil dig, at du sidder blandt publikum i skuespilhusets mindste teatersal. En kvinde kommer ind. Hun beder os blandt meget andet om at forestille os, at en kvinde kommer ind. En kvinde fra fremtiden. En kvinde som hævder at det nok skal gå, og vi bekymrer os unødigt.

En kvinde, der fortæller os hvad der vil ske for os - både som nation, folk og individer. En vil indspille violinmusik til telefonsvare-beskeder og et kærestepar spås sex - men også at de om nogle år kun vil være venner og at det er netop denne teateroplevelse, der binder dem sammen.

Lise Lauenblad har netop det tillidsfulde udstråling, som hun siger, at hun har, og hun er tilmed på få år blevet en teknisk dygtig og modig skuespiller, hvad man også får eksempler på denne aften.

Men der er altså tekster, som selv ikke de bedste skuespillere kan redde, og det virker næsten symptomatisk, at der i det yderst beskedne pressemateriale nævnes, hvem der har stået for iscenesættelse og koncept (Tue Biering/Fix og Foxy) og hvem der har været dramaturg (Tanja Diers), men ikke hvem der rent faktisk har skrevet teksten.

Ordene virker i al fald banale som en stil fra 5. klasse. At det formodentlig er helt bevidst, gør ikke forestillingen en my bedre.

Det virker ligefrem forstemmende at se Lise Lauenblad klæde sig helt af og smørre sig ind i gibs og slim (en rest fra fødselsscenen i "Riget"?) blot for at kunne udtrykke, at vi i virkeligheden selv er fremtiden.

Teatret må skylde hende en ordentlig rolle efter dette pseudo-eksperiment, der - hvis det ikke var for hende - ville have været det rene spild af tid.

Forestil dig, at du blev hjemme.

(Michael Søby)