-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

68

★★★★★★


Sæsonens store musikforestilling i det royale Skuespilhus er en odiøs men ikke videre tilfredstillende oplevelse.

Ligesom i "Æsops fabler", en anden kongelig forestilling i denne sæson, starter forestillingen med, at alle med medvirkende skuespillere står med ansigterne dækket af deres lange hår. Her giver det umiddelbart bedre mening, da 68 i den grad var en langhåret tid, men da skuespillerne her forbliver tildækket af hår det meste af forestillingen, går det også ud over kontakten til publikum.

Til gengæld er det som om, at det giver skuespillerne et vis frirum til at vove mere end vi normalt ser på en kongelig scene - men det har instruktøren og dramatikeren Christian Lollike nu altid været garant for.

Halvdelen af skuespillerne smider bukserne, men får heldigvis også bevist, at de kan synge. Når de vel at mærke får lov. Men ofte skal sangene fra 68 vrides , vrænges og skriges demonstrativt - det må endelig ikke lyde for kønt. Dertil kommer, at den musikalske indpakning ofte virker ulideligt krukket og flere af sangene lukker om sig selv fremfor at favne.

Finest fungerer Led Zeppelins "Immigrant song", der tematisk knyttet bånd tilbage til Lollikes Reumert-vinder "Living Dead". Her føler vi varme i brystet, og det vil man jo gerne, når man som publikum har trodset den vedvarende vinterkulde for at komme i teatret.

Christian Lollike har naturligvis nogle skarpe observationer bl.a. omkring kønskampen - både i forhold til 1968 og vores egen tid, men der er mange af dem, og de drukner i en lind strøm af 68-klicheer. Så vi længes mod musikken - det er som sangene har overlevet bedre end visionerne. Den kan man begræde, men man havde faktisk foretrukket, hvis sangene blot var blevet sunget.

Man genkender med glæde Tammi Østs og Johanne Louise Schmidts maleriske stemmer under hårpragten. Seje Karen-Lise Mynster står for komikken, når hun ganske uventet sviner Bob Dylan til og brokker sig over dette og hint ved samfundet og sig selv. Eller når hun hele tiden afbryder de andre, fordi hun for enhver pris vil være sikker på, at alle er enige om grundholdningerne bag sangene, mens de andre bare gerne vil synge.

Ironisk nok bliver en lille ordløs la la-sang rundt i salen et slags højdepunkt, mens Frank Zappas "What's the ugliest part of your body" trods et velklingende anslag ender skingert - ikke ulig et revynummer i Odense Sommerrevy sidste år. Og synges der gennem megafon, forsvinder en del af ordene, men det kan der selvfølgelig være en pointe i?

En mand og et barn dukker mod slutningen op på den golde hvide scene og iagtager på foruroligende vis de øvrige, som var de lige trådt ud af en gyserfilm. Men måske er det bare repræsentanter for eftertiden, der truer med at stille os til ansvar, fordi vi modsat 68erne end ikke reagerede på de uhyrligheder, der omgiver os lige nu? Barnet får i al fald den sidste sang - nu også med håret hængende ned for ansigtet. Så han kan heller ikke se noget?

68 er en virkelig mærkelig forestilling. Slet ikke uinteressant og bestemt ingen fiasko, men man føler sig alligevel skuffet bagefter. Både over forestilling og vores samtid.