-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MØLLER & LARSEN

★★★★

Er det et udtryk for selvoptagethed, at Det Kongelige Teater spiller et stykke om mændene bag Operaen - også kendt som den royale luksustoaster? Det er det måske, men med Søren Sætter-Lassen som det selvudnævnte mæcen Hr. Møller og Henning Jensen som den ydmygede arkitekt Hr. Larsen giver det alligevel god mening. Et topmøde i mandig skuespilkunst fodret af dramatikeren Jakob Weis' tilpas spidse replikker.

Men en rap dialog skaber ikke i sig selv et godt stykke, og Jakob Weis har fået den ulyksaglige ide at kreere en figur, der tilsyneladende skal fungere som katalysator for de to kæmper: En affarvet blind kvinde, der viser sig at være en engel! En tilsyneladende umulig konstruktion, der ikke bliver bedre af, at rollen spilles af en skinger filmstjerne, der for anden gang i denne sæson viser sig at være grotesk overvurderet som teaterskuespiller.

Vi befinder os på operaens tag, hvorfra der både afholdes udspring og ryges smøger med mistænkeligt indhold. Jakob Weis forekommer især interesseret i Hr. Møller, der også får mest plads i forestillingen af iscenesætteren Thomas Bendixen.

Hr. Møller (i Søren Sætter-Lassens storartede præstation) fremstår som et magtmenneske, der insisterer på fædrelandskærlighed som bevæggrund for enorme donationer samt pænt tøj, når man skal i Operaen. Her kunne man på manuskriptplan godt have brugt lidt modvægt, så Hr. Møller ikke blot blev en olding med et faderkompleks og et offer for janteloven, men i højere grad en kynisk forretningsmand, der på sine gamle dage forsøgte at sone sine gerninger ved at give penge tilbage til sit land - på en skattemæssig fordelagtig måde for ham selv.

Portrættet af Hr. Larsen kunne nemt været blevet for ynkeligt, men Henning Jensen spiller ham heldigvis med en naturlig værdighed, der på befriende vis går i en anden retning end ordene. Vi tvivler heller ikke på, at denne Hr. Larsen er et finere menneske end Hr. Møller, der til sidst bliver så perfid i sine angreb, at han til dels demaskerer sig selv.

MØLLER & LARSEN er naturligvis forrygende underholdning, så længe Hr. Sætter-Lassen og Hr. Jensen udveksler uforskammetheder, men de svigtes af en svag slutning, der aldrig rigtig får relateret denne kamp for kulturværdier til den aktuelle kulturdebat. Det kunne have givet teksten et løft, hvor den i stedet fuser langsomt ud som en våd nytårsraket.