-
Forside

logo logo logo

 

 

 

JEANNE D'ARC

★★★★★


JEANNE D'ARC har alle dage været en prominent dame - også for danske kulturpersonligheder. Carl Theodor Dreyer, vor største instruktør i filmens barndom, instruerede "Jeanne d'Arcs lidelse og død", den definitive filmversion i modsætning til Luc Bessons Jeanne d'Arc-makværk . På teaterfronten har bl.a. Bodil Kjer og Ingeborg Brams imponereret som den franske nationalheltinde.

Nu er det blevet Danica Curcics lod at spille rollen på Republiques store scene i en moderne bearbejdelse, som dramatikeren Lucas Svensson er ansvarlig for.

Ene kvinde omgivet af en betonmur, hvor et mandskor på 25 troner under ledelse af korlederen (spillet af Peder Holm Johansen, der varerager alle stykkets manderoller). Poesien har bo i Danica Curcics Jeanne, men hun må svinge sværet for at blive hørt og i kampen også skamfere sit køn og iføre sig mandsdragt, selvom loven forbød det.

Denne JEANNE D'ARC tager livtag med mændene - men i lige så høj grad med me too-bevægelsen, der primært synes at bestå af kvinder, der ikke har sagt fra i tide. Denne Jeanne finder sig i al fald ikke i noget! Det koster ganske vist, også urimeligt meget, men vi bliver samtidig mindet om, at høflige piger intet opnår. Når hun gør oprør, reducerer mændene hende til "bitsch", men selv når fornedrelsen synes størst, formår Jeanne at rejse sig.

Rollen som JEANNE D'ARC er intet mindre end en triumf for Danica Curcic, der øjeblikkelig fremstår som favorit til årets Reumert-pris for bedste kvindelige hovedrolle.

Staffan Valdemar Holm og hans faste scenograf Bente Lykke Møller har skabt en JEANNE D'ARC til tiden, og den eneste anke, man har, er at man ikke har fundet en mandlig skuespiller, der i tilstrækkelig grad matcher hende. Peder Holm Johansen forsøger virkelig, men op imod det geniale blegner det gode unægteligt.

Forestillingen har to musikalske indslag: Grand Prix-vinderen "Poupée de Cire, Poupée de Son" (som Danica Curcic synger både på fransk og dansk), samt "India Song" (som koret deltager i) fra M. Duras-filmen af samme navn. Vellvalgte steminingsmættede sange, og samtidig en velplaceret hyldest til to af Frankrigs største kvindelige kulturi-koner Jeanne Moreau og France Gall, der begge døde i det forløbne år. Kvinder som ikke ulig JEANNE D'ARC men på hver deres måde inspirerede og blev banebrydere for andre kvinder.