-
Forside

logo logo logo

 

 

 

T-ERROR

★★★★

Får302 spiller p.t. en skæg lille forestilling om et alvorligt emne, nemlig frygt. Og hvor er det dejligt at se netop dette emne behandlet med en sådan lethed, som vi møder i T-ERROR.

De to dramatikere Line Mørkeby og Andreas Garfield hører da også til landets mest driftsikre, og stritter materialet i lidt for mange retninger, så sørger den kyndige iscenesætter Kamilla Bach Mortensen alligevel for, at forestillingen som helhed fungerer.

Hun er da også velsignet med to dygtige skuespillere, som sjældent syntes bedre end her. Mikkel Reenberg, der også står som medproducent på forestillingen, er skarp og vittig både som mørkeræd mand og bekymret far, der bebrejder andre for sin angst.

Christine Gjerulff har en umiddelbar naturlighed og en velgørende varme i sit spil, der danner en herlig kontrast til den til tider barske humor. F.eks. i teksten om moderen, der er så bange for, at barnet skal komme noget til, at hun får barnets arme amputeret!

Fin er også teksten, hvor Mikkel Reenberg fortæller, hvordan hver enkel terrorhændelse i de senere år har fået ham til at begrænse sit liv: Efter attentatet i forbindelse med et tysk julemarked er han således helt ophørt med at købe julegaver!!!

Der gemmer sig med andre ord en alvor under komikken, og det medvirker til at gøre T-ERROR til en forestilling, som man gerne bruger en aften på.