HODJA FRA PJORT

★★☆☆☆☆

Brita Wielopolskas filmatisering af Ole Lund Kirkegaards børnebog blev ramt af diverse problemer under tilblivelsen. Flere filmruller forsvandt simpelthen og det endelige resultat var ikke nogen kunstnerisk succes.

Men Sebastians ørehængende udgave af titelsangen bidrog alligevel til at gøre filmen til en pæn biografsucces. Så der er en vis fornuft i, at Sebastian også får lov til at synge den i den nye animationsudgave, som netop nu er biografaktuel.

Teknisk set ligger den på linie med de tidligere tegnefillm baseret på Ole Lund Kirkegaards bøger, og det flyvende tæppe fungerer tilmed bedre her end i 1985-udgaven. Men meget har alligevel ændret sig siden 1985 – ikke mindst i fremstillingen af andre kulturer.

Animationsudgaven af HODJA FRA PJORT har temmelig uheldigt premiere samme dag som Oscar-favorittten "Coco", der virkelig formår at give animationen det rette mexikanske touch bl.a. ved at hyre en dreng med mexikanske rødder til hovedrollen og i det hele inddrage den mexikanske kultur i historien.

HODJA FRA PJORT virker derimod så grotesk dansk, at selv Inger Støjberg ville føle sig tryg. Et kluntet manuskript, hvori enhver henvisning til etnisk kultur virker påklistret fremfor indarbejdet, gør ikke sagen bedre, og Kurt Ravn og co. illuderer ikke et sekund som mennesker fra Pjort.

Dertil kommer, at skurken, der næppe tilfældigt hedder Rotten, er så grov en karrikatur, at den leder tanken hen på den antisemitiske propagandafilm "Jøden Süss"!

Peter Frödin har som madglad Sultan i det meste et velgørende vanvid, der hæver ham over det meste i denne flove overdanske udlægning af østens mystik.