★★★☆☆☆
Der var en del forældre, der havde valgt at tage deres små børn med til Teatret Zeppelins DRENGEN DER FIK EN HUNDS HJERTE, selvom det højt og tydeligt står, at man skal være fra 7 år og op – både på teatrets hjemmeside og i teatrets program.
Det er rigtigt trist, at børneteatrenes aldersgrænser ikke bliver respekteret, for det skaber en uro blandt publikum På trods af instruktøren Vibeke Wredes sobre iscenesættelse, så bør man som fornuftig forældre i al fald overveje, om man vil udsætte de allermindste for op til flere hjertetransplantationer.
Louis Hansens fortælling har heldigvis en godmodig tone, og Johan Damgaard-Lauritsens ansigt rummer den rette drengede uskyld, omend lidt flere tapre smil ville få os til at elske ham mere.
Mie Brandt (forrygende klædt på med både pelskrave og turban af Lauréline Gormsen Démonet) gir den gas som skurkagtig højpandet kvinde – tilsyneladende en nær slægtning til Cruella fra "101 dalmatinere".
Alsidige Gerard Carey Bidstrup og energiske Maria La Cour fuldender skuespillerfirkløveret, der er omgivet af Peter de Neergaards klippe-scenografi, der kan skifte motiver alt efter handlingens udvikling.
Lyden på videooptagelserne er dog ikke ideel, og det kniber med at opfange flere af ordene.
‘
En kæmpe pekingeserhund, der viser sig at være udstyret med to lange hvidklædte ben, er forestillingens mest charmerende kreation, men udnyttes ikke tilstrækkeligt i handlingen.
DRENGEN DER FIK EN HUNDS HJERTE har mange gode takter, men der er stadig plads til forbedringer på Teatret Zeppelin – også blandt publikum.
