★★★☆☆☆
I rækken af dødssyndere på Republique er vi nu noget til VREDE. Og atter får vi en tilsyneladende lavbudget produktion med et ganske originalt udgangspunkt. Hvornår har man f.eks. sidst været til en solo-forestilling, hvor man selv er eneste publikum og hvor man anvises en plads i en kabine på dametoilettet i den gamle kanonhal. Her hænger et par høretelefoner – og ligesom i den forrige dødssynder-forestilling er det gennem lyden, at forestillingen opstår.
De flabede vi hævde, at det er kejserens nye klæder, for vi får reelt intet teater – men blot en lydkulisse, der pirrer vores fantasi og får vores hjerne til selv at skabe en form for teater. Det er dog ikke helt fair, for hele lydkulissen er så raffineret udtænkt og så kompleks sammensat, at det i sig selv har karakter af teater.
Det er op til den enkelte, hvor meget man får ud at dette moderne hørespil, der tjener som en rejse til underbevidstheden. Gyserelementerne fornægter sig ikke, og da hovedparten af denne indre rejse foregår i mørke, skal man være forberedt på dette, så man ikke fryser til is, når et insekt kravler ind under kabinedøren, op på vægen og ind i øret. Kun i din fantasi naturligvis, men af stor virkning, når lyden bliver tilpas høj som her.
Det er dog kun den ene sans, nemlig lyttesansen, der for alvor stimuleres, og selvom det i tidligere tidere var rigeligt til at fænge (tænk blot på hørespilssensationer som "Mordets Melodi" og "Gregory-mysteriet"), så skal der nok mere til i dag, hvor vi også gerne vil smage, mærke og lugte.
Lugten på et dametoilet forekommer mindre påtrængende end på de fleste herretoiletter, men den gør stadig ikke noget godt for oplevelsen, men fastholder os i en lille toiletkabine på Østerbro. Den akademiske intro i høretelefonerne gavner heller ikke det samlede indtryk, hvor dygtigt tænkt og udført det efterfølgende end er af manuskriptforfatterne Thomas Hwan og Simon Boberg samt lyddesigneren Emil Bøll.
VREDE er og bliver en aparte men ikke uinteressant oplevelse, et kuriosum, der i bedste fald minder os om teatrets grænseløshed.
