-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CALL ME BY YOUR NAME

★★★★★

James Ivory kan i år endelig vinde den Oscar, som allerede havde fortjent for film som "Værelse med udsigt", "Howard's End" og "Resten af dagen". En tilsyneladende nydelige indpakning dækker over et virkeligt sprængfarligt indhold. hvor James Ivory vover mere end de fleste og skaber den mest sanselige skildring af relationen mellem en yngre og en ældre mand siden Luchino Viscontis mesterværk "Døden i Venedig".

Også denne gang er vi i Italien, hvor kærligheden synes at have gode kår i de rette romantiske omgivelser.

Yndige Timothée Chalamets gennembrud kan uden overdrivelse kaldes sensationelt og har allerede udløst en række priser for bedste mandlige hovedrolle fra flere af de amerikanske kritikersammenslutninger.

Timothée Chalamet imponerer ikke blot sprogligt, selvom han bevæger sig ganske ubesværet mellem tre af de europæiske hovedsprog. Mindst lige så uforfærdet er hans tilgang til og skildring af en ung mands erotiske vækkelse under sydens sol, hvor alt som bekendt kan ske. Her er en sarthed og en skrøbelighed, men også en beslutsomhed, der givet vil bringe mindelser om den allerførste forelskelse - uanset køn.

Ernie Hammer er da også svært uimodståelig, og på trods af karakterens strejf af selvfedme bliver også vi nærmest mod vores vilje tryllebundet. Skønheden i alliancen lader sig næppe afvise, for ifølge instruktøren Luca Guadagnino er kærligheden nemlig størst af alt.

Man kan med en vis juridisk ret argumentere for, at alliancen mellem Elio og Oliver er umoralsk ja måske ligefrem ulovlig, men alligevel tager vi os i at heppe på dem. I tilgift får vi en fin livsklog fodnote til denne fortælling, som giver både dybde og perspektiv til romancen, og vi forstår hvad det egentlig er, at James Ivory og co. vil os.

CALL ME BY YOUR NAME fremstår som filmlyrik af en sjældent fin kvalitet, der får os til at tro på det ædleste i mennesker, og kan meget vel blive den smukkeste film, vi får at se i de danske biografer i 2018.