ALL THE MONEY IN THE WORLD

★★★★★☆

Hvad gør en instruktør som Ridley Scott, når hans stjerne bliver så udskældt i medierne, at Scott føler sig nødsaget til at klippe ham ud af sin film? Han ringer naturligvis til 88-årige Christopher Plummer! Plummer er ganske vist en del ældre end det oprindelige valg, men passer faktisk bedre til rollen, hvad billeder fra den oprindelige version mere end indikerer.

Christopher Plummer har på rekordtid sat sig ind i stjernebirollen som verdens rigeste mand, Paul Getty. Og på trods af strålende præstationer af Charlie Plummer (nej, det er er ikke familie) og Michelle Williams som henholdsvis Gettys barnebarn og svigerdatter samt Marco Leonardi ("Mine aftener i Paradis") som iskold bandeleder, stjæler Christopher Plummer filmen med et mageløst portræt af en nærmest uhyggelig rig mand. For Plummers Getty er pengene for længst blevet gud i en sådan grad, at han har glemt at elske sin familie.

Omkring ham tegner Ridley Scott et rystende billede af et gennemkorupt samfund, og understreger dermed, at Gettys religion nyder større udbredelse i vor tid.

ALL THE MONEY IN THE WORLD er blevet en lækker – nærmest chik – spændingsfilm baseret på virkelige hændelser, og den holder hele vejen. Man ville ikke ha’ undværet eet af de 133 fortættede minutter, filmen varer, selvom en enkel unødig blodig scene måske med fordel kunne være nedtonet?

Men ALL THE MONEY IN THE WORLD er en forrygende spændingsfilm om magtens arrogance, og Christopher Plummer kroner sin karriere med sin indsats som Paul Getty. Intet under, at han er blevet nomineret både til en Golden Globe og en Oscar. Han har allerede en Oscar for bedste mandlige birolle, men fortjener ikke desto mindre at vinde igen i år.