-
Forside

logo logo logo

 

 

BERTOLT BRECHTS SVENDBORGDIGTE

★★★★★★


Det er nu tredje sæson, at BaggårdTearet genopsætter succesforestilling BERTOLT BRECHTS SVENDBORGDIGTE, og atter engang med udsolgte huse og ventelister til følge. I København kan de heldige se forestillingen på Teater Grob ved fire opførelser i perioden 26-28. februar. Forestillingen fik ved sin fremkomst anmelderroser og Reumert-nominering, og blev af cphculture.dk kåret som årets teaterkoncert i 2016.

Vi er til fiktiv digtaften med selveste Bertolt Brecht (forbilledligt gestaltet af den tysk/amerikanske skuespiller Leif Eric Young). Brecht fremfører digtene på originalsproget tysk, hvorefter en til stadighed mere frustreret oversætter (nervesitrende fremstillet af Jens Gotthelf) tager over. Men oversætteren kan slet ikke lade være med at komme med sin egen udlægning af teksterne og udtrykker tilmed bekymring for, om disse digte når ud til nok mennesker i dag ved blot at blive læst op.

Saybia-sangeren Søren Huss (jo, det ER ham) hentes ind på scenen for at peppe teksterne lidt op rent musikalsk, hvilket ikke umiddelbart falder i god jord hos denne Brecht. Digtaftenen kører tilsyneladende af sporet, men intet og ingen er hvad vi tror i denne forestilling, og snart tager de tre mænd os med på en forunderlig rejse ind i teksterne.

Den tyske iscenesætter Petra-Leonie Pichler har efter ide af Jakob Bjerregaard Engmann skabt en hypnotisk smuk forestilling i et betagende scenebillede foran et næsten nøgent træ med kun få blade tilbage.

Skærme på bagscenen supplerer med oversættelser, når oversætteren kommer for meget på afveje, og Søren Huus' diskrete musik dækker aldrig for ordene, men støtter eksemplarisk. Rent fysisk danner Søren Huus med sin ærkedanske udstråling en herlig fysisk kontrast til talentfulde Leif Eric Youngs meget elegante tyske fremtoning, der aldrig svigter poesien.

Jens Gotthelf, der inden forestillingen prøvede at lokke publikum til brænde bøger, er intens som manden i midten, der ikke blot skal slå bro mellem tekst og musik, men i mindst lige så høj grad mellem fortid og nutid.

Petra-Leonie Pichler får på raffineret vis indarbejdet den fundamentale konflikt mellem forfatter og oversætter, eftersom originalen jo altid vil være at foretrække af den simple grund, at den i sagens natur er skrevet med forfatterens egne ord.

Trods oversætterens ambitioner om at nå et nyt og større publikum, svigter man aldrig ånden bag Brechts tekster. Tværtimod har man sjældent set en dansk Brecht-forestilling, hvor såvel form som indhold synes at afspejle den finest tænkelige symbiose mellem digtning og teater.

Bertolt Brechts ord giver os med deres lyriske sandheder en forståelse for, hvordan det må være at leve i et anden land, mens ens hjemland er i krig med resten af verden. Og sig selv.