-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DARKEST HOUR

★★★★★


Winston Churchill var en af nøglepersonerne i forrige århundredes historie, og formodentlig den person, der havde størst indflydelse på udfaldet af 2. verdenskrig.

På filmfronten indtager han dog oftest en birolle, selvom Richard Attenborough berettede om hans opvækst i "De unge eventyrer" og selvom Albert Finney tegnede et storartet portræt af den ældre Churchill i "The Gathering Storm". Nyligt afdøde Robert Hardy regnes dog for den definitive Winston Churchill i diverse film-serier, men det er denne præstation Gary Oldman udfordrer med sit ambitiøse bud på rollen som Churchill i DARKEST HOUR.

Sminkeholdet har tydeligvis været ham en kæmpe støtte og i afgørende passager lyder Gary Oldman også som Churchill. Men det der virkelig overrasker er formatet. Gary Oldman har simpelthen aldrig været bedre end i DARKEST HOUR, og præstationen vil sandsynligvis udløse en Oscar.

Kristin Scott-Thomas får ikke meget plads som hans elskede Clementine, men hun formår alligevel at gøre indtryk som hans viljestærke ligefremme hustru. Blandt rækken af bemærkelsesværdige mandlige birolleskuespillere er der grund til at fremhæve Stephen Dillane som Halifax, veteranen Ronald Pickup som Neville Chamberlain samt Ben Mendelson i rollen som Kong George d. sjette.

Instruktøren Joe Wright, der excellerer i begavede kostumedramaer som "Stolthed & fordom", "Soning" og "Anna Karenina", er på hjemmebane med DARKEST HOUR, der fokuserer på Churchills tid i det engelske krigskabinet. En tid, som fik afgørende indflydelse på 2. verdenskrigs konsekvenser for almindelige mennesker.

Wrights portræt af Churchill har blik for mandens ekcentriske opførsel, men også for hans klarsyn og mod med hensyn til britternes krigsdeltagelse.

DARKEST HOUR fremstår umiddelbart som en film i klassisk snit, men ikke mindst kameraarbejdet virker dynamisk med overraskende vinkler og uventede beskæringer.

DARKEST HOUR er en flot gennemarbejdet filmbiografi, det utvetydige højdepunkt i Gary Oldmans ujævne karriere.