-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MAZE RUNNER: DØDSKUREN

★★★★★★


Selv den mest tålmodige teenager vil begynde at kigge på uret undervejs i den efter sigende sidste del af Maze Runner-sagaen.

Spillelængden svarer til to danske børnefilmen og ca. tre kvarter tjener intet anden formål end at malke vores følelser og åbenbart lære os, hvor formålsløs det kan være at ville redde et andet menneskes liv.

Synd, for rent teknisk kommer instruktøren Wes Ball rigtig godt fra start med en dynamisk togvognskapring og senere får vi også en fyldt bus i næsten frit fald til at skabe lidt spænding. Den manglende troværdighed også i disse sekvenser gør mig klogest i at ignorere, for ellers vil filmen forekomme endnu længere.

Dylan O'Brien spiller denne gang mest på rutinen og først mod slutningen bliver øjnene våde. Sam Brodie-Sangster, der charmerede som barn i "Love Actually", ser ud til at klare springet til voksenroller ligesom Will Poulter allerede har gjort jvnf. hans bemærkelsesværdige indsats i "Detroit".
Mere bekymret blir man for Kaya Scodelario, der spiller det meste af filmen med åben mund.

Det skal der nok være nogen, som finder sensuelt, men det får hende uheldigvis til at fremstå som lettere åndsvag. Hvilket er ret uheldigt, eftersom hun skal agere videnskabskvinden, som finder kuren på den virus, der har plaget dem og os igennem tre film, og man tvivler faktisk på, at hun kan løse selv den mest basale fysikopgave.

Veteranerne Patricia Clarkson og Giancarlo Esposito udstråler begge intelligens og livsvisdom, men har ikke fået replikker til at understrege dette tilstrækkeligt.
Maze Runner-serien hører slet ikke blandt de værste filmbud til unge, og den etniske diversitet som her praktiseres, kunne også dansk film lære en del af.

På trods af længden, får Wes Ball faktisk rundet historien af på nogenlunde tilfredsstillende facon, så selvom MAZE RUNNER: DØDSKUREN ikke kommer på niveau med etteren, er den bedre end to'eren.