-
Forside

logo logo logo

 

 

CHESS

★★★★★


Er dette den bedste danske opsætning af CHESS nogensinde? Ja, det kan der næppe være tvivl om. Ikke mindst sangligt bliver forestillingen i Tivolis koncertsal en triumf.

Mark Clements har iscenesat med betydelig elegance, og ikke mindst lyset og den sofistikerede brug af scenografiens talrige lyskvadrater får skakdramaet til at leve.

Som værk betragtet befinder CHESS sig kvalitetsmæssigt mellem Abba-drengenes kunstneriske hovedværk "Kristina Från Duvemåla" og pengemaskinen "Mamma Mia".

Et væld af gode sange har holdt CHESS i live, selv i de perioder, hvor opgøret mellem øst og vest har fået handlingen og karaktererne til at synes gammeldags og karrikerede. Men det er som om, at den fortvivlende politiske udvikling i såvel USA som Rusland har gjort disse primitive mandetyper mere realistiske.

Bjarne Langhoff gør ganske vist for meget og Stig Rossen for lidt som henholdsvis amerikansk og russisk skakmester-kandidat. Vi skal jo tro på, at Langhoffs amerikaner faktisk er i stand til at spille skak på et vis niveau, og at Rossens russer også kan bevæge sig, når han ikke flytter skakbrikker eller tager sig til brystet under "Mit hjertes land". Langhoffs maskuline stemme og stil passer egentlig bedre til en rockkoncert, mens Stig Rossen i den grad virker på hjemmebane her med sin smukke lyriske stemme.

Men dette er Xenia Lach-Nielsens aften, fordi hun både sanglige og skuespilmæssigt kan levere varen. Denne udgave af CHESS handler i virkeligheden også mest om hendes Florence, og det er et klogt valg af iscenesætteren i disse ME TOO-tider. Xenia Lach-Nielsen gør hende til en moderne kvinde, der ikke finder sig i hvad som helst fra mændenes side. Hun hviler i sig selv og udstråler styrke - uanset om hun vælger at danne par med den ene, den anden eller slet ingen. Sangligt overgår hun også alt hvad vi tidligere har oplevet fra den front - ikke mindst i slutscenen.

Jakob Zethner får givet rollen som Molokov et ægte russsisk præg, Pernille Petersson har rørende øjeblikke som Svetlana og Kristian Vetter trykker den af som dommeren, selvom han er klædt på, så han ligner en tjener i et spillekasino.

Mikkel Rønnov, der også har produceret, er naturligvis også denne gang en fremragende kapelmester og også koret fungerer overbevisende. Dansepigerne i "One Night in Bangkok" har man snarere hentet i kødbyen end i Thailand, men Nick Winstons koreografi fungerer dog upåklageligt.

CHESS har endelig fået den opsætning i Danmark, som den - trods alt - fortjener.