-
Forside

logo logo logo

 

 

TITANIC

★★★★★

Få iscenesætter har så hyppigt som Pierre Westerdahl formået at forme og formidle nye eller oversete musicals til et nysgerrigt dansk publikum. Nu står han atter i spidsen for de utrættelige Gorgerer, Danmarks dygtigste teaterfrivillige, som i år kan fejre et velfortjent 20 års jubilæum. Det kunne næppe gøres flottere og finere end med TITANIC, der længe før James Cameron søsatte sin storfilm af samme navn, vandt Broadways Tony-pris som sæsonens bedste musical.

Maury Yeston har stået for den stemningsmættede strygermusik og de rørende tekster, mens Peter Stone tegner sig for historien såvel som manuskriptet.

En collage af menneskeskæbner sejler mod drømmenes land på en rejse, som vi ved, ender i tragedie. Linket til vor tids flygtninge presses ikke ned over os, men synes alligevel så indlysende.

Anders Bøttgers scenografi får på enkel men raffineret vis os til at skelne mellem passagerer på første, anden og tredje klasse blot ved at ændre afstanden mellem deres bevægelige døre. Er afstanden stor, er rummene det jo også, og de tilhører derfor de rige på første klasse. Den sociale bevidsthed præger forestillingen hele vejen, og bliver til slut ligefrem et spørgsmål om liv eller død.

Musicalen TITANIC er behagelig fri for hit-orienterede sange, der skiller sig ud fra en helhed, men virker derimod som et nøje afstemt værk - musikalsk såvel som dramatisk. Der er tilmed tale om en ensemble-forestilling, som samtlige medvirkende har ære af, selvom der naturligvis er nogen, der lyser mere end andre.

Tom Aarup Larsen synger som Fyrbøderen så flot og sikkert, at det bør kaste nogle professionelle opgaver af sig og Rikke Osvang Aarup gør en skæg figur som den snoppede Alice Beane, så længe hun ikke lader den hektiske komik tage overhånd. Jacob Christian Hansen viser format og klasse som skibets kaptajn og Louise Gade har en friskhed i både spil og stemme, der lover godt for fremtiden.

Allermest imponeres vi måske af diverse masseoptrin, hvor forestillingen på eleganteste vis demonstrerer, hvad et godt samarbejde mellem iscenesætter og koreograf kan udrette af mirakler.

Dirigenten Rose Munk Heiberg sørger ikke blot for at musikken spiller i bogstaveligste forstand, men at også samspillet mellem musik og skuespil fungerer optimalt.

Vi vidste at Gogerne kunne synge, men sjældent har de også ydet en så tilfredsstillende kollektiv indsats som skuespillere, som de gør her. En helt igennem opløftende måde at markere de tyve år på.

Man må derfor håbe, at publikum vil strømme til Galaksen i Værløse, så de og vi slipper for garderobe-tvang - et uklædeligt provinsfænomen.