★★★★☆☆
Hellere forrykt end forgæves" er undertitlen på Peter Klitgaards dokumentarfilm om eller måske snarere med Johannes Møllehave. Det er en utrolig mængde ord, som Johannes Møllehave når at overvælde os med, men stort set guldkorn det hele.
Som publikum kan man dog godt få behov for at trække vejret undervejs, og man undrer sig over, at instruktøren ikke har fulgt Møllehaves egne retningslinier med hensyn til salmevers, hvor han foreslår, at man bare synger det sidste vers, så teksten står klarere. Men ville man have undværet et eneste af de visdomsord, der vælter ud af den gamle kloge livsfilosof som skidt fra en spædekalv?
Han er stadig en gudsbenået formidler, og både H.C Andersen, Søren Kierkegaard, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen får fornyet vid gennem Møllehaves sublime afleveringer. Det meste kan han tilmed uden ad. Han er næsten på een gang en stor grinebidder og en eftertænksom mand, der kan tale med både hjerte og smerte, så vi alle kan forstå det.
Bevægende er sekvensen, hvor han ved sit livs Herdis’ grav, fortæller hende om børn og børnebørn. Vi gribes også af historien om den vanrøgtede dreng, der som voksen efter et langt fængselsophold ender med at bo i Møllehaves sommerhus.
Dette er ikke filmen om Møllehave, men Møllehave ER filmen. Teknisk og fortællemæssigt er den såre ordinær, men det virker også uinteressant, når Møllehave er i fokus. Man har derfor svært ved at tilgive instruktøren, at han partou skal sovse filmen ind i kælen Anne Linnet-sang, blot fordi hun på et tidspunkt har kastet sig over een af hans sange. Han har i al fald næppe skrevet teksten om sig selv, og resultatet bliver kvalmt og aldeles unødvendigt føleri, som skader helhedsindtrykket.
Der skal dog heldigvis mere end poppet Anne Linnet til at smadre en af de store danskere Johannes Møllehave. For selvom han er blevet mere skrøbelig at se på, så kan han stadig slå smæk med stokken!
