I SIDSTE ØJEBLIK

★★★★★☆

Der er noget særligt over at gå i teatret på årets sidste dag, og på Folketeatret forstår man virkelig at hygge om sit publikum med både bobler og kransekage i pausen samt fælles nytårssang til slut. Når man så oven i købet bliver forkælet med tre af landets mest uimodståelige komedienner i et livsklogt stykke svensk dramatik af Carin Mannheimer, bør man blot læne sig tilbage og nyde oplevelsen.

Iscenesætteren Christoffer Berdal får skabt et fint afstemt ensemblespil i denne alvorlige komedie om aldersdommens velsignelser – på godt og ondt med Lisbet Dahl som pulserende hjertekugle.

Timingen er i særklasse uden at Lisbet Dahl på nogen måde gør dette til en revypræstation. Hendes portræt af en frustreret og uforskammet ældre kvinde, der har svært ved at erkende sin egen depression, rummer både stor smerte og betydelig sjælelig indsigt. Ligeså meget som vi nyder at se hende i Cirkusbygningen hvert år, er det en fornøjelse at blive mindet om, hvor stor en skuespiller hun også kan være i andre sammenhænge.

Men hun får sandelig også formidabel støtte – ikke mindst af Elsebeth Steentoft og Sonja Oppenhagen som veninderne, der også har deres at slås med. Steentofts skildring af en naiv gammel dames behov for erotik og ømhed bliver på een gang morsom og rørende, og selv i det groteske finder Elsebeth Steentoft en kerne af barsk sandhed, som får os til at elske hende endnu mere. Yndige Sonja Oppenhagen fremstår som hendes konstrast, en livsforskrækket neurotisk kvinde, der pludselig må sige stop, da manden begynder at bruge viagra.

Omkring disse tre skønne kvinder formår både Joen Bille og Søren Bang Jensen at finde deres pladser. Elegante Joen Bille er en nobel ældre herre, som ganske urimeligt bliver skydeskive for de største uforskammetheder, mens sympatiske Søren Bang Jensen agerer ukompliceret handymand, der kan løse næsten alle problemer i hjemmet.

Der kan ikke herske tvivl om, at I SIDSTE ØJEBLIK også vil gøre lykke, når den snart skal på turné i hele landet. Blandt andet på grund af den vittige men også usentimentale fremstilling af udfordringerne ved at blive gammel, men også fordi de medvirkende – i særdeleshed tre garvede skuespillerinder – i sig selv gør det til en fryd at gå i teatret.