★★★★☆☆
I prøvesal A i tordenskjoldsgade byder Det Kongelige Teater på en hyldest til Sorella Englund, en af teatrets mest magiske danserinder gennem tiderne.
Forestillingen har et beskeden format, men man mærker kærligheden bag i Pernille Gardes tekst og iscenesættelse. Sorella England ser vi glimt fra karrierens højdepunkter, men det er hendes magiske stemme, der bliver forestillingens største aktiv. Her aner vi en mystik, som forestillingen ellers mangler – de gode intentioner til trods.
Forestillingens dansere formidler bedst deres følelser for SORELLA i dansen, og alle fire (Susanne Grinder, Esther Lee Wilkinson, Tiziana Fracchiolla og Bo Madvig) har ære af deres indsatser på dansegulvet i et virvar af roller.
Men der er desværre også noget indforstået over forestillingens udformning, der gør, at den primært henvender sig til folk med kendskab til Sorella Englund. Og selvom vi er mange, der elsker hende, så burde Nikolaj Hübbe nok overveje, om dette er den helt rigtige måde at hylde en stor karakterdanser på og om ressourcerne ikke kunne være anvendt mere fornuftigt på anden vis? Gode råd synes desværre at være spildte på den egensindige balletmester.
