-
Forside

logo logo logo

 

 

THE FEELING OF GOING

★★★★★

Skåne Danseteaters største succes nogensinde er for de hurtige tilbage i Malmø, hvor den havde premiere i 2013. På Malmø Operaens største scene kan denne i sandhed eventyrlige forestilling opleves i en revitaliseret udgave.

Jón (Jónsi) Birgissons berusende musik forløses næsten til fuldkommenhed i Ben Wrights dynamiske koreografi og iscenesættelse af et befriende farverigt ensemble af dansere og sangere.

THE FEELING OF GOING tager os med ud i en forunderlig skov, hvor mærkværdige væsener lever i pagt med naturen. Storslåede videoprojektioner kædes sammen med birketræernes nøgne stammer, og en stemningsmættet belysning bidrager til en noget nær sublim symbiose af scenebilleder og orkestermusik.

THE FEELING OF GOING er en forestilling, der emmer af liv, men som også levner plads til den melankoli, der ligger i et farvel. Ingen tager smukkere afsked end birketræernes blade, der vemodigt falder til jorden for der at afvente deres endelige skæbne.

THE FEELING OF GOING er på trods af sin internationale rollebesætning et værk med en ægte nordisk sjæl. Det vil givet også kunne gøre lykke i de øvrige nordiske lande, hvis chancen byder sig.

Fem fremkaldelser er ikke sædvane en hverdagsaften - selv ikke i Malmø Opera, men denne aften ganske fortjent. For THE FEELING OF GOING bekræfter Skåne Danseteaters position som Sveriges største uafhængige dansekompagni.