★★☆☆☆☆
Man starter altid for sent på Teaterøen, denne eftermiddag dog kun et lille kvarter senere end annonceret, og først efter vi har været en noget tyndbenet introduktion til RODIN igennem.
Den havde vi nu gerne undværet, for danseforestilling RODIN havde i grunden uhyre lidt med billedhuggeren RODIN at gøre. Faktisk synes titlen at være faretruende tæt på falsk varebetegnelse.
Teater Asterions Hus står bag forestillingen, der lader en kvindelig fotograf agere en slags moderne RODIN, der vil udforske kvindekroppens mysterier.
Fotografen Ingrid Bugge knipser løs med sit kamera, netop når man skal til at fordybe sig i kvindekroppenes individuelle poesi tilsat lidt stille jazz, og – værst af alt – hun kan ikke holde sin kæft. Hun er tydeligvis ikke skuespiller, og det bliver derfor i dobbelt forstand en lidelse at høre på en endeløs række af "Det er godt" og "det er fint", alt imens hun og de to dansere udveksler selvtilfredse smil.
De to dansere ligner i øvrigt slet ikke den type kvinder som RODIN portrætterede. Han var glad for de naturlige bløde og runde kurver, og de to udmærkede dansere Liv Mikaela Sanz og Tilde Knudsen ligner veltrænede fitness-kvinder uden et gram overflødig fedt på kroppen.
Instruktøren Peter Kirk synes desuden fast besluttet på at give forestillingen lidt lummer lir, når han lader danserne smører hinanden ind i olie og eksponerer de nøgne kroppe på det store lærred. Nøgenheden i RODINs værker havde derimod oftest en renhed og en elegance, der hævede den over banal erotik.
Billedprojektioner af RODINs værker pryder for en kort tid væg og gulv, inden de rammer de hvidklædte dansekroppe og dermed får en form for liv. Projektionerne virkede dog langt fra præcise, så pointen gik tabt flere gange undervejs.
Man er meget bedre tjent med at gå ind og nyde Rodins skulpturer på Glyptoteket evt. koblet med den nye film RODIN – eller endnu bedre – den Oscar-nominerede klassiker CAMILLE CLAUDEL med Isabelle Adjani i titelrollen og Gérard Depardieu som RODIN.
