-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MASKERADE

★★★★★

Ludvig Holberg sidder stadig på sin stol uden for Det Kongelige Teaters gamle scene. Det forpligter rent repertoiremæssigt vil mange sikkert stadig mene. Man har dog klogeligt valgt at spille Herbert Fritsches udgave af "Maskerade" i Skuespilhuset. Den synes nemlig skabt med det ene formål at stoppe nationalscenens Holberg-forpligtelse.

Den roterende scenografi består at en væg, et hus og et træ skabt i de materialer og farver, vi kender fra ILVA og IKEAs logoer. På drejescenen sidder også pianisten Olivier Antunes og forsøger at give skuespillerne musikalsk støtte undervejs.

De stakkels medvirkende er kostumieret og sminket som glinsende glacerede frugter, og så skal der jo noget spillegejst til, hvis man skal trænge igennem den facade. Det resulterer i en overgearet hektisk spillestil, der giver fuckfingeren til Holberg og reducerer karaktererne til udvendige karikaturer.

Ih hvor de arme mennesker på scenen dog knokler for at skabe deres egne shows i showet. Vi præsenteres således for en række bizarre, ganske underholdende og stærkt individuelle bud på fysisk komik. Komikken har bare ikke rod i Holberg, men synes snarere at være stadig mere desperate forsøg på at overleve i et meningsløst univers.

Ingen kæmper hårdere end Peter Plaugborg. Og hans hektiske forklædningsnummer efter pausen er da også så ekvilibristisk rent kropsligt, at det helt tager opmærksomheden fra teksten, hvilket sikkert er i overensstemmelse med instruktørens ønsker.

Søren Sætter-Lassen har måtte opgive rollen som Jeronimus, men dubleres flot af Jens Jørn Spottag, der sammen med hustruen Tammi Øst faktisk er de eneste, vi orker at lytte til denne aften. Bjarne Antonisens Leonard bliver derimod rent skaberi, og forestillingens unge mænd synes kun opsat på at råbe sig til succes.

Det bedste man kan sige om Marie Dalsgaards indsats som Pernille, er at hun virkelig formår at lyde som en bilalarm. Lila Nobels bevidst kunstige hvin synes blot at have det formål, at hun for enhver pris vil lægge afstand til den form for ungpigeportrætter, vi møder i Holbergs komedier. Vi må håbe, hun i stedet vælger at takke nej til en lignende Holberg-rolle næste gang, når hun nu ikke vil spille den.

Man kan med en vis ret hævde, at dette er et originalt forsøg på en moderne Holberg-forestilling, og som sådan egentlig et prisværdigt initiativ. Men det er i sidste ende en overfladisk betragtning. Her er tale om bevidst karaktermord og en udlevering af Holbergs skildringer af såvel høj som lav. Uden så meget som et anstrøg af kærlighed til stoffet.