-
Forside

logo logo logo

 

 

 

RODIN

★★★★★★

Det er langt fra første gang, at den store franske billedhugger Auguste Rodin bliver portrætteret på film. I Bruno Nuyttens César-belønnede "Camille Claudel" fra 1988 havde selveste Gerard Depardieu æren, og skabte en værdig med- og modspiller til Isabelle Adjanis formidable Camille Claudel, der ligesom filmen blev nomineret til en Oscar.

Men som titlen indikerer, så tager den nye film i højere grad mandens parti. Vincent Lindon har det rette format til rollen, men præstationen virker langt mere indadvendt end Depardieus farverige figur, og det er ikke nødvendigvis en fordel for filmen. RODIN keder simpelthen en smule undervejs, selvom man så sandelig også kan finde meget at glæde sig over.

Med fotografisk præcision har instruktøren Jacques Doillon genskabt en epoke, der vitterlig var mandsdomineret - også inden for kunstens verden.

Alligevel føles det unfair, når Camille Claudel i denne film reduceres til en sexkilling. Jo, Rodin roser hendes kunst og vi kan da også ved selvsyn se talentet i de intimt dansende skikkelser, der udgør et af hendes kendeste arbejder. Men det bliver postulater, der ikke lader sig forene med den beregnende unge kvinde, vi ser - hvor tappert den unge Izia Higelin end kæmper.

Filmen giver desuden et indtryk af, at Auguste Rodin kun benyttede sig af kvindelige nøgenmodeller, hvilket ikke var tilfældet. Statens Museum for Kunst havde i sæsonen 2016-17 således en udstilling af Rodins tegninger, der beviste dette, og man fristes derfor til at tro, at disse filmscener i mindst lige så høj grad skyldes instruktørens personlige forkærlighed for unge nøgne kvinde.

At RODIN endelig får sin egen film i 100-året for sin død er naturligvis på sin plads, og senere på måneden får vi tilmed en danseforestilling på Teaterøen, der også omhandler den store kunstner.

Men der er også en stor nåde i, at Camille Claudel endelig har fået sit eget museum - omend uden for Paris. Ligesom "Seraphine", en anden filmheltinde, behøver kvindelige kunstnere ikke lægere stå i skyggen af de mandlige kolleger, og det havde været rart, hvis man i det mindste kunne fornemme dette i Jacques Doillons film om RODIN.