VOLD

– I KÆRLIGHEDENS NAVN

★★★★☆☆

Christina Rosendahl har for første gang fået lov til at filme på Grevinde Danner Stiftelse, der i årtier har huset kvinder og børn på flugt fra voldelige mænd.

Man fornemmer straks en nænsomhed i filmens udformning, og såvel beboerne som deres børn beskyttes i betydelig omfang af fotografen, så ingen tilsyneladende figurerer mere end ønsket.Tilbage står ordene.

Ord, der beskriver acceptable liv med misbrug, tæsk og så godt som konstant overvågning. Flere af behandlerne snakker om sagerne uden at blive så konkrete, at de og vi føler, at privatlivets fred krænkes.

Vi ville egentlig også gerne vide mere om personalet – ikke mindst Edel – en ældre receptionist, der har været med lige fra starten.

Man kan diskutere om en radiomontage ikke havde været mere indlysende end en film, når der nu er så meget, som ikke kan vises alligevel. Men det tilfører samtidig filmen en velgørende sarthed og bidrager sært nok til at formidle den skrøbelighed, som filmens mennesker alle har til fælles.