★★☆☆☆☆
DDer eksperimenteres så meget med dokumentarfilm-formatet i øjeblikket, at grænserne mellem fiktion og virkelighed udviskes eller hvad der er endnu værre: Forplumres.
KÆRE FAR er faktisk slet ikke en dokumentarfilm, selvom instruktøren Johan Löfstedt fortæller sin egen historie og tilmed lader sin familie agere sig selv! Man sidder derfor filmen igennem og tænker, hvad der egentlig er sandt – og dermed bliver man ikke for alvor engageret i historien. Man mærker også tydeligt, at de medvirkende ikke er professionelle skuespillere, da de kun kan efterligne virkeligheden men ikke perspektivere den.
Handlingen omhandler fem søskende, der finder videohilsner fra deres nu afdøde far, hvori han opfordrer dem til at revidere deres liv. Også her må man spørge, om det ikke snarere er en konstruktion end virkelighed? Men når der nu tilstræbes maksimal realisme, hvorfor hedder hovedpersonen så Bjørn og ikke Johan?
KÆRE FAR forbliver en utilfredsstillende oplevelse, der nok har virket bedre som tankeeksperiment end som spillefilm.
