BYENS LYS

★★★★★★

Charles Chaplins BYENS LYS havde premiere nogle få år efter at den første tonefilm "The Jazz Singer" havde revolutioneret filmbranchen. Men BYENS LYS har med lethed overlevet de datidens mere støjende værker, og regnes stadig blandt Chaplins mest geniale film.

Er der nogensinde levet en finere og mere raffineret gensynscene end den som udspiller sig mellem Virginia Cherill og Charles Chaplin. Hun spiller den blinde, der takket være den lille vagabond får synet tilbage, og han genkender hende i blomsterforretningen på et tidspunkt i sit liv, hvor han er fattigere end nogensinde. Hun gir ham en blomst og taknemmelig går han sin vej. Men hun kalder ham tilbage for at lægge en mønt i hans hånd, og mærker, at det er hånden på hendes velgører.

Cherill skabte hverken før eller siden noget, der kom i nærheden af den kunst, hun ydede her, og Chaplins vagabond var vel aldrig mere dybtfølt rørende end i denne – filmhistoriens fineste – gensynsscene.

Men BYENS LYS rummer også kostelig morskab lige fra den dybt originale åbningsscene, hvor Chaplins bukser kommer i nærkamp med en statue og i de herlige fuldescener med selveste James Finlayson, der mest var kendt som Gøg og Gogges ærkefjende.

BYENS LYS kaster tidløs poesi udover det danske biografrepertoire, og man kan sagtens kombinerer et gensyn med et besøg på Nørrrebro Teater, hvor en forrygende teaterudgave af Chaplins "Diktatoren" spiller p.t. Interessen for fIlmkunstens største mester er gudskelov stadig intakt.