-
Forside

logo logo logo

 

 

SKAM

★★★★★

I stedet for at skælde Aveny T ud for, at de blot planker en berømt TV-serie i deres repertoire, så bør man faktisk rose dem for initiativet såvel som udførelsen. For det er da flot, at et lille dansk teater som det første sikrer sig retten til at dramatisere den norske verdenssucces. Og man må også tage hatten af for Line Mørkeby, der har formået at koge hele første sæson ned til een time og fyrre minutter, uden at vi savner noget.

Martin Lyngbo har i sin livlige og alligevel intime iscenesættelse fået relativt uerfarne unge kræfter til at fungere som en helhed - og så ligner de fleste af dem faktisk seriens personer.

Det er interessant, hvordan pigerne er dem, der skejer mest ud, men som også identificeres som del af en gruppe, hvorimod drengene i højere grad fremstår som individualister.

SKAM har som TV-serie formået at få en hel generation i tale og fået unge til at føle sig betydningsfulde ved at tage deres problemer alvorlige. Teaterversionen adskiller sig også fra det meste andet danske børne- og ungdomsteater i dag ved at tale et ungt frigjort sprog, som et teenagepublikum kan relatere til.

Bifaldet denne hverdagsaften talte sit eget tydelige sprog, og selv en vårhare over sin første og anden ungdom glæder sig til det næste teaterafsnit af SKAM.