-
Forside

logo logo logo

 

 

 

I AM NOT YOUR NEGRO

★★★★

Afroamerikanernes nyere historie er blevet genfortalt hyppigt i det senere år, men det er der givet også god grund til. Forfatteren James Baldwin, der døde i 1987, forudså en del af den udvikling i romanen I AM NOT YOUR NEGRO, og instruktøren Raoul Peck har med den som udgangspunkt skabt en tankevækkende dokumentarfilm, der opnåede en Oscar-nominering tidligere på året.

Samuel Jackson er filmens fortæller og får derved lejlighed til at vise, hvor fin en skuespiller han faktisk kan være, når han ikke spilder sit talent i ligegyldige voldsfilm.

I AM NOT YOUR NEGRO er spækket med klip af kendisser bl.a. Doris Day, hvis næsten for hvide image stod i grel kontrast til Malcolm X og for den sags skyld også Martin Luther King. Men det er alligevel klippene med James Baldwin selv, der står stærkest.

Den største svaghed ved I AM NOT YOUR NEGRO er, at instruktøren Raoul Peck ikke inddrager forfatterens homoseksualitet. Ikke at det er specielt interessant, hvem James Baldwin gik i seng med. Men eftersom et af hans nøgleværker ("Giovanni's Room") konfronterede det sorte USA med begrebet homoseksualitet og gav Baldwin en særlig status i Amerika som modig og til dels uforsonlig forfatter, burde dette aspekt være uddybet i filmen. Baldwin selv erkendte, at hans seksualitet var uadskilleligt fra hans forfatterskab.

Men ellers er I AM NOT YOUR NEGRO en begavet og litterær filmoase midt i udbudet af støjende animationsmakværker og åndløse superhelte-film.