-
Forside

logo logo logo

 

 

 

MADAME BUTTERFLY

★★★★

Skånska Operan er tilbage efterhånden blevet faste gæster på den aktuelle CPH OPERA FESTIVAL. Denne gang forkæles vi med en uhyre velsunget udgave af den tilsyneladende uopslidelige klassiker MADAME BUTTERFLY i en intimudgave ledsaget af en velspillet kvintet.

Et træskellettet til en japansk bolig udgør fundamentet for en scenografi, der muligvis har passet bedre i en anden sal end i Vega. Det kniber med at se orkesteret på scenen, og træhusets brede bjælker skygger ikke blot for musikerne, men også for de medvirkende sangere i flere afgørende scener.

Forestillingens beskedne format vendes til en fordel, således at enkelheden i de dramatiske optrin giver karaktererne en genkendelig nærhed, som gør indtryk.

Opsætningen fremstår i Ola Hörlings iscenesættelse temmelig traditionel og ikke mindst fremstillingen af de asiatiske karakterer forekommer så gammeldags, at man næsten må trække på smilebåndet. Trods flere gode skuespillerpræstationer forbliver disse figurer rigeligt svenske.

Men alle forbehold fortoner sig, når de medvirkende synger og det gør de jo heldigvis det meste af tiden i godt to-en-halv time. Helt exceptionel er Daniel Svensson som Pinkerton, men også de øvrige medvirkende bidrager til at gøre forestillingen til en sanglig triumf for den skånske opera.

Genhøret med Puccinis udødelige toner bliver med andre ord en fryd, og musical-fans vil kunne genkende flere passager fra "Miss Saigon", der ikke blot har lånt historien fra MADAME BUTTERFLY.