-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DON RANUDO

★★★★

Der klynkes i dette land over mangt og meget, ikke mindst sommervejret. Det er dog ikke bare muligt, men faktisk meget nemt at nyde en udendørsforestilling på Grønnegårds Teatret, selv med en byge eller to undervejs. Man skal bare være passende klædt på og så ellers bare være ligeså cool som skuespillerne på scenen.

Hverken stolte DON RANUDO eller hans loyale hustru Donna Olympia beklager sig. Penge har de ikke, men æren og værdigheden er i behold. Sådan da. For måske fremstår de ikke helt så fine og fromme, som de selv går og tror, og når sulten først nager, så ryger også fornuften.

Skøn er scenen, hvor det agtværdige par inviterer en fattig bonde indenfor, kun for at nasse hans vin og spise hans ost. Men til gengæld opnår bonden den ære at spise med disse fine folk i deres engang så fornemme hjem og får i tilgift et aftryk af slægtens våbenskjold!

DON RANUDO hører ikke blandt Ludvig Holbergs mest spillede komedier, men selvom den kan være svær, er den sjov.

Henrik Koefoed og Lone Hertz udgør et fortryllende par. Han kan være så fin på den, at munden og muligvis også andre kropsåbninger snerper helt sammen. Og hun kan på et splitsekund forvandle de milde udtryk til arrige grimasser, når tanken og talen falder på alle de uforstående.

Spillet omkring dem forekommer en anelse ujævnt, og især de unge kæmper med stilen. Men Jesper Hyldegaard og Tina Gylling Mortensen morer som henholdsvis Pedro og Isabella - grinagtigt sekunderet af en herligt maskeret Steen Stig Lommer. Jacob Weble er især træfsikker som bonden, der bliver franarret sin mad.

Scenografien og Jacob Gurevitsch' guitarspil giver forestillingen et tiltrængt spansk pift , men det er dog især de festlige og fejende flotte kostumer, som Karin Betz har æren af, der for alvor låner spansk temperament til forestillingen. Emmet Feigenbergs iscenesættelse er ellers meget dansk - på godt såvel som på ondt - , men det kan der jo være en pointe i?