-
Forside

logo logo logo

 

 

ERASMUS MONTANUS

★★★★★


På det atmosfæremættede Rønne Theater (Danmarks ældste levende teater!) kan man i år lære, at ERASMUS MONTANUS i virkeligheden er fra Bornholm. Øens håbefulde søn, der oprindeligt hed Rasmus Berg, er dog "forelsket i København", hvilket allerede i overturen formidles fra orkestergraven anført af den uforlignelige kapelmester og komponist Lars Fjeldmose.

Allerede ved sin entré gør han tegn til det beskedne orkester om, at de skal stoppe med at spile "Bornholm, Bornholm, Bornholm", og i stedet slå over i "Wonderful Copenhagen". Jo, det er en musikalsk ERASMUS MONTANUS, der er kommet til byen.

Men en ordduel med Per Degn kan ingen klare, og da slet ikke, når denne spilles af Jesper Asholt, der deklamerer mere løgn end latin med den største overbevisning. Jesper Asholt er ikke mindre vidunderlig som borgmesteren, der til sidst får sat skik på den opblæste student.

For denne ERASMUS MONTANUS trues ikke med en stilling som kanonføde, men havner naturligvis som kommunal ansat med mulighed for avancere til sagsbehandler! Og dermed er hans skæbne besejlet som så mange andre lærte menneskers før og efter ham - og som en knækket mand må han for sin egen overlevelses skyld synge med på omkvædet i den afsluttende fællesang: Jorden ER flad.

Rollen som ERASMUS MONTANUS er en stor mundfuld for den unge Morten Brovn, men han gør fint rede for udviklingen fra forkælet akademiker til ydmyget ung mand, som samfundet har holdt for nar.

Christine Albrechtslund varetager kyndigt alle forestillingens kvinderoller, mens Henrik Ipsen demonsterer en glimrende bornholmerdialekt som Jeppe, for så i næste nu at fremstå som en mere kosmopolitans Jeronimus.

Jesper Riefensthal får tegnet et ganske kækt portræt af den hjemkomnes jævne bror, mens hans Landbetjent bliver mere grovkornet folkekomik.

Scenografen Julie Forchhammer søger for at forestillingen også rent visuelt er en nydelse - godt hjulpet af de udsøgte barokkulisser, som Camilla Vislev og David Drachmann har ansvaret for.

Både for iscenesætteren og teaterchefen Jens Svane Boutrup er forestillingen en sejr. hans velnok største i spidsen for Rønne Theater og i alt fald den mest vellykkede Holberg-forestillingen, vi endnu har set på de kanter. Hans bearbejdelse af ERASMUS MONTANUS er endt som teater til tiden og fortjener at blive et tilløbsstykke - også for københavnere!