-
Forside

logo logo logo

 

 

KROPPEN

★★★★★

I sidste sæson hittede Bådteatret gevaldigt med den Reumert-belønnede dukkeforestilling "Arne går under". Og selvom mindst een af dukkerne går i den nye forestilling, så kan KROPPEN på ingen måde betegnes som "den svære to'er". Tværtimod er det lykkedes iscenesætteren Rolf Heim at lave et velfungerende selvstændigt værk.

Vi kommer på rejse i menneskekroppen - næsten i bogstavelig forstand fra vugge til grav. De groteske dukker er små kunstværker i sit selv og får ynde i kraft af danserinderne Henriette Aarup, Pernille Nedergaard Haugesen og Tora Balslev Jespersen. De viser sig ikke blot at være eminente dukkeførere, men kommer også i overbevisende nærkampe med dukkerne, hvilket må kræve en helt særlig form for skuespillertalent.

Erik Christoffersens lyriske lyddesign er en lise for sjælen for så at blive et inferno af blandende følelser, når scenebillederne kræver det. Og hvilke billeder:

En moder bærer på et lille væsen og hver gang hun tager et hiv af cigaretten, hoster det lille væsen voldsomt.

En olding oplever øjeblikke af store skønhed kombineret med lidenskabelige erotik med en ung kvinde.

Hvert billede får helt sin egen stemning understreget i et stemningsmættet lysdesign.
KROPPEN er voksent dukketeater på et meget højt plan, der ligefrem ophæver grænsen mellem dukke og menneske.