-
Forside

logo logo logo

 

 

 

NYKØBING F. REVYEN 2017

★★★★

Efter en skuffende forret, en god hovedret og en glimrende dessert serveret af et dygtigt og sympatisk personale er man klar til årets NYKØBING F. REVY.

Revydirektøren og og iscenesætteren Flemming Krøll fortalte ved premieren, at man var blevet ramt af en række uheld under prøverne, men forestillingen ruller heldigvis ganske professionelt afsted alligevel instrueret og koreograferet af en anden topprofessionel revyveteran Susanne Breuning.

De skarpeste tekster har dog ikke fundet vej til "sydhavsøerne" i år, men det er heldigvis ikke gået ud over spillegejsten på scenen.
Pernille Schrøder giver den atter gas som Lars Lykke, og har tillige et festligt nummer, hvor hun som hvid brud gradvist erkender den ægteskabelige skævhed i en sang til gommen.

Asger Reher beviser atter,at han er en gevinst for enhver revy. Ingen kan som han slippe afsted med småsjofle bemærkninger, og så er han den eneste, der rammer plet i et længere indslag, hvor danske politikere optræder med andres hits. Hans lårkorte Thyra Frank, der i værste Britney Spears-stil synger om sin favoritdrik ("Oh Bailey Bailey!") er simpelthen ubetalelig morsom.

Pelle Emil Hebsgaard er afgjort et revytalent, der passer godt ind i Nykøbing F.-revyen, og som modvillig stripper ved stripperstangen har han en grotesk ynde, som kalder på gode grin.

Den gennemmusikalske Lisbeth Kjærulff agerer stadig mere hjemmevant på en revyscene trods et lidt fersk udgangspunkt, og er på hjemmebane i en operaversion af Elga Olgas signaturvise "Solitudevej".

Så man får i sidste ende valuta for pengene i NYKØBING F. REVYEN 2017 - ikke mindst takket være kapelmester og komponist Mickey Pless og hans orkester.