-
Forside

logo logo logo

 

 

 

JESUS CHRIST SUPERSTAR

★★★★★★

De jyske landsdelscener har i øjeblikket deres hyr med hippitidens store musicals. På Aalborg Teater virker "Hair" som et sært gammeldags syretrip, mens man på Aarhus Teater i det mindste forsøger at finde et moderne udtryk. Desværre baseret på en psykologisk temmelig primitiv fortolkning tilsat dystre mænd med sorte solbriller og unødigt meget splat. Elisabeth Linton har tlsyneladende haft den primære måsætning at lave drengerøvsteater.

I sin iscenesættelse sætter Elisabeth Linton samtidig et spørgsmålstegn ved Jesus Christs evner som healer og fremstiller ham i stedet som en disillusioneret og ret almindelig mand. Al viraken omkring ham bliver derfor lutter falsk reklame. "Helbred jer selv" lyder det tilmed vrissent fra denne Jesus, da omklamringerne bliver for meget.

Simon Mathew yder ellers sin hidtil bedste skuespillerpræstation i titelrollen, og sangligt kommer han flot igennem den krævende "Gethsemane". Men aggressiviten virker forstyrrende, og passer bedre til Judas-rollen. På samme måde havde Mikkel Kaastrup-Mathews blide udstråling snarere klædt Jesus-rollen, men spørgsmålet er, om han kunne have klaret opgaven sangligt? For hans Judas skuffer fælt - også vokalt men i særdeleshed dramatisk, og Elisabeth Linton har tilsyneladende ladt ham helt i stikken.

Cecilie Stenspil ligner her en rockertøs, men virker alligevel underlig fersk i spillet og pænheden præger også sangen. Mathias Flint laver sit eget komiske nummer som Herodes, men rigtig farlig bliver han aldrig. Også Jacob Madsen Kvols har man svært ved at tage alvorligt som Pilatus, da han er klædt på, så han ligner en krydsning mellem et insekt og en burhøne.

Kostumeansvarlige Maria Gyllenhoff har primært en forkærlighed for kropsnært tøj, men kun i titelnummeret fungerer de dekadente dragter optimalt. Palle Steen Christensen bør derimod roses for sin opfindsomme scenografi, der også giver lysdesigneren Mikael Sylvest mulighed for at skabe nogle atmosfæremættede scenebilleder.

Jens Hellemann har en vis ære af de musikalske arrangementer - ikke mindst på grund af den ofte uortodokse instrumentering. Han bør vogte sig for at gøre enkelte sange så rockede, at de mister deres originale musical-kvaliteter. Teksterne - der ikke altid er lige elegant oversat - skal han ikke bebrejdes.

Værkets få men vigtige åndelige kvaliteter erstattes i denne opsætning af for megen skrig og skrål, og man undrer sig over, hvorfor Aarhus Teater har valgt at spille JESUS CHRIST SUPERSTAR, når man ikke tror på stykkets grundpræmis.