★★★★★☆
140 år. Og stadig denne helt særlige stemning, som man vitterligt kun finder hos Bakkens Hviles ypperlige syngepiger.
Man mærker dog Susanne Breunings kompetente hænder i både iscenesættelse og koreografi, og det kan aldrig være noget dårligt. Breuning har ikke kunne stå for fristelsen, og lader den gæve Sara slå sig løs i et par decidet musicalnumre, og det forstår man sådan set godt, for Sarah har en formidabel stemme. Men rent stilmæssigt er Sara dog på mere sikker grund med "Gummidragten" og måske især "Sommernatten", begge vittigt forfattet af Robert Arnold.
En sval, næsten bly og mildt smilende Dot er bedst i de mere tempofyldte numre, mens en herlig vampet Tina gør lykke i sangen om "Alle mine mænd", selvom man måske kunne have udeladt en enkel eller to – showets længde taget i betragtning. På premiereaftenen blev klokken henad 23, og tre timer er lang tid for et show af denne type – selv i godt selskab.
Hanne, den nye pige i klassen, fremførte dansktop-klassikeren "Hængepilen" med godt humør, og fik den ultimative belønning i form af en seddel i strømpebåndet af selveste Lille Palle, der gjorde sangen til en landeplage for flere årtier siden.
Sidste men absolut ikke mindst fryder man sig over, at Bakken Hviles evigunge veteran Lone har fået sin vals tilbage på repertoiret. "Lones vals" er nemlig for Bakkens Hvile, hvad "Den knaldrøde gummibåd" er for Birthe (Kjær). Det bekræftede de talrige jubelråb bagefter: "LONE! LONE!!!"
Jo, Bakkens publikum er i den grad på fornavn med syngepigerne, og bedre dokumentation for ægte folkelighed fås næppe.
