-
Forside

logo logo logo

 

 

 

FESTEN

★★★★★★


Serveringsteater kan være en blandet fornøjelse. På Refshaleøen er det gentagne gange gået rigtig galt, men på Republique lykkedes det den netop Reumert-nominerede instruktør Rolf Heim at gøre Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs FESTEN til en besnærende kulinarisk oplevelse såvel som et medrivende drama.

Waage Sandø spiller med pondus og myndighed patriarken, der fejrer fødselsdag på storladen vis. Men samtidig også en gammel og dermed mere skrøbelig mand, hvilket faktisk gør ham sværere at angribe. Heim har placeret ham for enden af et laaangt bord ved siden af den porcelænsagtige hustru, som Stina Ekblad spiller så aldeles mesterligt. Afstanden til børnene synes enorm i den gennemført raffinerede scenografi som "Torden og Lynild" er ansvarlige for, og allerlængst ned til den blege og syge søn (uhyggeligt gestaltet af Mikkel Arndt).

Ved langbordets midte mundhugges bror og søster tværs over bordet, når han (en veloplagt Asbjørn Krogh Nissen) ikke skal optræde som konferencier på sin helt egen måde - "My Way". Vi behøver ikke høre ham synge "Jeg har set en rigtig negermand" eller at se ham gå løs på søsterens etnisk usædvanlige kæreste for at kende hans racistiske tilbøjeligheder, hans kommentarer til den kinesiske kok og et par platte vitser er fuldt ud nok i Simon Bobergs glimrende tekstbearbejdelse.

Natalie Madueño spiller søsteren, i starten forkælet og en smule selvfed, men efterhånden som tragediens rette sammenhæng går op for hende, bliver hun også sårbar og ulykkelig.

Den kan være svært at overskue alle karaktererne ved det lange bord, men vi zoomer også ind på dem i mere intime scener i eksempelvis vinkælderen, arbejdsværelset eller den døde søsters soveværelse. Også her forkæles vi med delikatesser, som nok ikke vil kunne tilfredsstille Burger Kings faste gæster, men som til gengæld scorer højt for originalitet, vovemod og kvalitet.

Dansk blæksprutte med hvide asperges i syrnet fløde og tatar af helleflynder i glaskål. Kanin og hirsegrød! Det er blot en del af de lækkerier, vi udsættes for, og det kan i den grad godt betale sig at være modig på nye smagsoplevelser. En personlig favorit blev muslingesuppen med forårsblomster, der blev indtaget i porcelænsfruens køligt elegante vinterhave.

Det er også her, at vi fornemmer hustruens vrede over sønnens tale. Men da hun mod slutningen synger solosang og den sublime Stina Ekblad gør "I skovens dybe stille ro" til en klaustrofobisk gyser, ser vi også den frysende ensomhed, som hustuen pludselig står tilbage med.

Waage Sandø har sjældent være bedre, end da han tavs sidder for sig selv i kælderen og venter på sin unge bøddel. Sandøs Helge er en slagen mand, der givet elsker de børn, som dog i den grad har skuffet ham.

Ægtefællerne Helge og Else bliver i denne opsætning ikke blot stemplet som overklassemennesker, men som et samlet produkt af overklasselivet. Et overklasseliv, som selv personalet til slut må vende sig imod, da de på provokerende vis serverer desserten i gulvspande og forlader os. Da synes FESTEN definitivt forbi.