★★★☆☆☆
Kristian Ingimarsson tager os med ind i en foranderlig verden, hvor aggressiviteten og primitiviteten råder.
I den groteske åbningsscene går en lille håndfuld halvnøgne mennesker til angreb på hinanden kun iført rester fra livets losseplads i form af gummirør og plastikobjekter hæftet sammen med advarselstape. Senere dukker de samme skuespillere op i diverse glasbeholdere som udstillede dyr med Kristian Ingimarsson som irriterende selvfed speaker.
Forestillingen fungerer bedst uden replikker, når de hjælpeløse kroppe forsøger at kæmpe sig til en mening, og når den talentfulde Nanna Cecilie Bang ser frem for sig med håbløsheden malet i ansigtet.
Er MORPH en fremtidsvision eller en nutid, vi endnu ikke er blevet bevidste om? Det må være op til den enkelte. Tematikkerne forekommer i al fald relevante, men dramaturgien lever ikke op til ambitionerne. En klarere fortalt historie og en mere stringent brug af de visuelle virkemidler ville givet have givet forestillingen større tyngde. Nu virker den højest som en fysisk nærværende bagatel fremført med lige dele glød og mod.
