-
Forside

logo logo logo

 

 

DU FORSVINDER

★★★★★


Peter Schønau Fog er tilbage med endnu en begavet filmatisering af et spændende litterært værk, nemlig Christian Jungersens anmelderroste "Du forsvinder".

Det klæder Trine Dyrholms talent, at hun nu er blevet en moden kvinde, og hun leverer sit årlige bud på en Bodil-statuette som ex-alkoholikeren Mia, hvis mand Frederik får konstateret en hjernesvulst for så pludselig at stå anklaget for bedrageri. Det får fatale konsekvenser for den skole, han har ledet, men i særdeleshed for Mia og Frederiks ægteskab, samt for deres teenagesøn. Han spilles bevægende af Sofus Rønnov, der havde fortjent en Bodil-nominering allerede for tre år siden for Pernille Fischer Christensens "En du elsker".

Nikolaj Lie Kaas yder en bemærkelsesværdig kompleks præstation, der også får os til at tvivle på, om han virkelig var syg i gerningsøjeblikket, og Michael Nyquist tegner et slibrigt portræt af en succesfuld advokat, der bruger sin intelektuelle overlegenhed til at fralægge sig ethvert moral ansvar. Det gælder også i forhold til hans hjerneskadede kone, som Meike Bahnsen formår at gøre interessant. Lane Lind og Ina-Miriam Rosenbaum låner autoritet og troværdighed til den retsag, der er filmens omdrejningspunkt, og selvom det fra tid til anden kan forvirre med de mange spring i tiden, bliver det dog en gevinst for filmen.

Derimod havde man gerne undværet den belærende voice-over, der konstant vil give os videnskabelige udredninger, som - om nødvendige - burde være omsat i billeder.

Men det er også eneste alvorlige anke, for DU FORSVINDER er tankevækkende underholdning med indhold, der nok skal skabe diskussion. For hvornår er vi mennesker egentlig ansvarlige for vores handlinger?