-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE PILLOWMAN

★★★★★★


Den irske manuskriptforfatter og instruktør Martin McDonagh er kendt og elsket for sin kulsorte humor i film som "Seven Psychopaths" og "In Bruges". Sidstnævnte indbragte ham en Oscar-nominering, og McDonagh har også opnået både Tony-nomineringer og Olivier-statuetter for sine skuespil. "Skønhedsdronningen fra Leenane" huskes især for en tidlig pragtpræstation af Tammi Øst på Det Kongelige Teater, mens THE PILLOWMAN både spillede på Aarhus Teater og Husets Teater i København.

Den engelske teatergruppe Leftfield ville nok have været bedre tjent med et stykke, der aldrig tidligere var blevet opført herhjemme, men man forstår godt valget af THE PILLOWMAN (der i Danmark spillede under det ret indlysende navn "Pudemanden"), for det er simpelthen et knaldgodt omend vanvittigt ubehageligt skuespil. Det mærkede vi på Husets Teater, hvor især Henrik Lykkegaard gjorde indtryk som den lettere debile Michal, der desværre opfattede sin brors makabre historier lidt for bogstaveligt.

Iscenesætter Lee Elms' engelsksprogede version er rykket ind i Bastarden, den lille scene i (Teater-)Huset - ikke at forveksle med Husets Teater! Elms udgave er meget teksttro, måske endda lidt mere end godt er? Resultatet forekommer i al fald unødigt langstrakt, modsat forestillingen i Husets Teater, der havde været særdeles underholdende og en del kortere. Lee Elms brug af blod og afklippede fingre virker som lettere desperate forsøg på at vække os med chokeffekter, men det faktisk den ublodige scene mellem de to brødre, der er forestillingens stærkeste.

Som den hårdt prøvede forfatter yder Marius Lathey en hæderlig arbejdsindsats, der viser at han har forstået teksten og som også gør gør et vis indtryk på publikum. Men igen er det rollen som den hjerneskadede Michal, der løber med opmærksomheden. Charlie Waller leverer nemlig forestillingens suverænt fineste præstation som forfatterens bror, der måske/måske ikke har begået en voldsomt forbrydelse. I de øvrige biroller spilles der fra jævnt til utilstrækkeligt.

Balancen mellem at være teksttro og så samtidig at give forestillingen dramatisk liv på scenen er svær. Især hvis man som iscenesætter kan være bundet af krav om ikke at ændre for meget i teksten og hvis man har et hold skuespillere til sin rådighed, der på uegal vis blander amatører med professionelle. Set i det lys har Lee Elms ære af forestillingen, fordi han trækker det samlede resultat i en professionel retning. Brugen af lyd og musik fungerer upåklageligt, og tekstens kvaliteter formidles, selvom et højere tempo nok ville få den til at fremstå endnu skarpere i den enkle scenografi.

Leftfield skal være velkomne i København en anden gang. Men udskiftninger i ensemblet synes at være nødvendige samt en noget mindre respektfuld tilgang til stoffet. Det vil i sidste ende også komme dramatikeren til gode.