-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LANG DAGS REJSE MOD NAT

★★★★★★


"Det sker, at der dukker et projekt op, der, som i dette tilfælde , er udtrykt i så storslået tekst, er så gigantisk, så altomfattende, at et enkelt tema ikke kan beskrive det. At definere det, er som at begrænse noget, der bør forblive ubegrænset".

Sådan skrev instruktøren Sidney Lumet om mødet med Eugene O'Neills hovedværk LANG DAGS REJSE MOD NAT i forbindelse med den filmatisering, der foranledet af Francois Truffaut indbragte dens fire hovedrolleindehavere Katharine Hepburn, Ralph Richardson, Jason Robards og Dean Stockwell en fælles skuespillerpris i Cannes.

Noget lignende bør overgå Morten Kirkskovs gennemlyste og uforstilte udgave på Skuespilhusets store scene. De krævende hovedroller som den alkoholiske ex-skuespiller James Tyrone og hans stofafhængige hustru Mary, er lagt i hænderne på to af vore allerstørste skuespillere, Henning Jensen og Karen-Lise Mynster, og de kvitterer med præstationer på internationalt niveau.

Henning Jensens James er en slagen mand, som skrumper ind for vore øjne i takt med, at nederlagene og ydmygelserne hober sig op. Men vi mærker hele tiden kærligheden til familien, og James Tyrone bliver dermed blandt Henning Jensens største, dybeste og mest elskelige præstationer. Karen-Lise Mynster er ham en ligeværdig partner, og mens han skrumper, fortoner hun sig i egne tåger, som stykket skrider frem, indtil ingen kan nå hende. Mynsters Mary holder dog af sin familie, men måske tilhører hendes hjerte i virkeligheden en anden?

Peter Plaugborg yder som den forsumpede storebroder en aggressiv, morsom men også overrumplende følsom indsats. Der er også noget vidunderligt sart og skrøbeligt over Simon Bennebjergs lillebror, som gør, at vi - ligesom hans familie -bekymrer os om, hvorvidt han nu er helt rask.

Scenografen Christian Albrechtsens golde have udgør et betagende smukt scenebilledet supppleret med velvalgte semiklassiske kostumer og en flot lyssætning. Bagprojektionerne og de små blodrøde blade giver muligvis først mening i de afsluttende scener, men de giver i al fald god mening.

LANG DAGS REJSE MOD NAT bliver således en triumf for både iscenesætter og skuespilchef, som i dette tilfælde er den samme mand: Morten Kirkskov.