ROMA

★★★☆☆☆

Man skal ikke vente at se de nye teaterlokaler i S/Hs seneste forestilling ROMA, selvom man allerede har afholdt åbningsreception. For ROMA er en vandreforestilling rundt i Kødbyens mest forsømte del.

Publikum skal være indstillet på at halvdelen af de to timer foregår udenfor i al slags vejr, at de ikke umiddelbart har adgang til toiletter og de må undvære den efterhånden obligatoriske vandflaske. Det stiller dem dog stadig bedre end de romaer, vi møder undervejs og som fortæller om deres situation.

Skuespilleren Özlem Saglanmak har fået den utaknemmelige opgave at agere løftet pegefinger, og når en svensk forskers udsagn ikke stemme i overensstemmelse med romaernes egne historier virker det utjekket.

Der lægges ikke skjul på, at vi skal have et bedre indtryk af romaerne via denne forestilling, og dem vi præsenteres for, virker da også både søde og imødekommende.

Men når vi skal belæres, falder Daniel Wedels forestilling ned i det hul, hvor så mange andre forestillinger med lignende sympatiske intentioner desværre også er havnet. Publikum foretrækker altid at danne deres egne meninger – og vil ikke voldfodres med "rigtige" meninger.