-
Forside

logo logo logo

 

 

FRANTZ

★★★★★

Francois Ozon hører blandt Frankrigs mest originale og overaskende instruktører. I hver ny film tager han os med til en hel ny verden, og gør den til sin egen. Det gælder også i filmen FRANTZ, der er så formfuldendt udført, at den øjeblikkeligt placerer sig blandt Ozons hovedværker.

Historien udfolder sig som en klassisk roman, men fortalt i perfekt komponerede billeder - både sort/hvide og farver - afhængig af sindstemningen i de pågældende situationer. Filmens fotograf modtog da også for nyligt en ydest velfortjent César for sin eminente indsats. Også filmen lydside fortjener hæder, og omfatter blandt andet raffineret brug af Chopins udødelige toner.

Den tyske enke Anna mistede sin mand Frantz under første verdenskrig, hvor han faldt i kamp mod franskmændene. Nu er hun henvist til at bo hos Frantz' forældre og overveje et lidet attraktivt ægteskabstilbud fra en ældre mand. Men en dag kommer en franskmand til byen, og lægger blomster på Frantz' grav. Anna drages mod den fremmede, der beretter om sit dybe venskab med Frantz, men var der mere end venskab mellem de to mænd eller er sandheden mere kompleks end som så.

FRANTZ konfronterer os med de livsløgne, der kan være nødvendige for at komme videre med livet, og tegner samtidig et komplekst portræt af en efterkrigstid med afgrundsdyb smerte på begge sider af de nye grænser. Den skildrer også et stadig mere desperat forsøg på at favne livet, fordi det sker uden den fornødne evne til at slippe fortiden.

Paula Beer vandt pris i Cannes for sin afdæmpede præstation som Anna, men Pierre Niney, som vi husker for titelrollen i YSL (den første spillefilm om modeikonet), gør det mindst ligeså glimrende som hendes franske gæst.

Med filmen om FRANTZ træder Francois Ozon for alvor i karakter som en af Europas største nulevende filmskabere. En auteur, hvis evner som manuskriptforfatter tilmed kan måle sig med de store instruktørmæssige bedrifter.