-
Forside

logo logo logo

 

 

 

THE BIRTH OF A NATION

★★★★


Nate Parkers storladne værk er titlen til trods ikke som sådan en genindspilning af David Wark Griffiths imposante stumfilm af samme navn. Men alligevel har Nate Parker haft en klar ide med at bruge netop denne titel, for Griffiths film blev i eftertiden anklaget for at være en racistisk fremstilling af nationens fødsel. Parkers ambition med sin version er tydeligvis at nyskrive historien - og anskue den fra et afroamerikansk synspunkt.

Som hovedperson har han valgt Nat Turner, en slave, der lærte sig at læse og som faktisk fik tilladelse til at prædike guds ord. Men Nat Turner stod også i spidsen for et blodigt slaveoprør, som mange anser som startskudet til den borgerkrig, der førte til ophævelsen af slaveriet.

Nate Parker er ikke blot medforfatter og medproducent på filmen, men også instruktør og hovedrolleindehaver. Unægteligt en imponerende indsats uden sidestykke i afroamerikas filmhistorie.

Resultatet har dog slet ikke de kunstneriske kvaliteter, man finder i Oscar-belønnede film som "12 Years a Slave" og "Moonlight". Så når man i visse kredse hævder, at en gammel voldtægtsanklage kostede Nate Parker en Oscar, passer det simpelthen ikke. Filmen er simpelthen for gammeldags og sentimental til at kunne fortjene en Oscar.

Men derfor kan man sagtens lade sig rive med af Nate Parkers episke skildring af et barsk slaveliv, der fører til vold. Så må den enkelte gøre op med sig selv, om der er tale om en unødig glorificering af en massemorder eller en forståelig heltedyrkelse efter århundreders undertrykkelse.

Nate Parkers arbejdsindsats har under alle omstændigheder været betydelig og Angel Film fortjener ros for at sikre, at denne kraftpræstation trods alt får officiel dansk premiere. Nu venter vi blot på Oscar-vinderen "Fences", der modsat THE BIRTH OF A NATION bygger på en tekst, der er alt andet end banal.