-
Forside

logo logo logo

 

 

ELLE

★★★★★

Paul Verhoeven gør et forbløffende kommercielt comeback med ELLE, en kinky thriller, der bringer mindelser om hans populære Sharon Stone-krimi "Basic Instincts" - men som bare er bedre.

Isabelle Huppert modtog endelig en yderst velfortjent Oscar-nominering for sin emotionelt og fysisk krævende hovedrolle som en tjekket karrierekvinde, der udsættes for voldtægt. Hupperts karriere led et voldsomt knæ med floppet "Heaven's Gate" i 1980, og først nu er det som om amerikanerne endelig har taget hende til sig. Man har også svært ved at forestille sig nogen Hollywood-skuespillerinde, der ville være i stand til at gå linen ud, som Huppert gør her, og så samtidig bevare både stil og værdighed.

Isabelle Huppert er omgivet af en væld af stærke spillere i gode roller. Mest formidabel blandt disse er 90-årige Judith Magre som karrierekvindens excentriske mor, men også Jonas Bloquet som sønnen, Laurent Lafitte som genboen, Anne Consigny som veninden og Charles Berling som ex'en yder flotte indsatser.

ELLE må afgjort regnes som en af årets mest medrivende spændingsfilm og har den ikke samme kunstneriske momentum som Verhoeven-filmene "Hemmelig mission" og "Black Book", så er den til gengæld uhyre veldrejet og udfordrende filmunderholdning på linie med hans "Tyrkisk konfekt" og "Den fjerde mand".