-
Forside

logo logo logo

 

 

 

PATRIOT'S DAY

★★★★★★

Peter Berg har drejet en næsten sober men rigelig lang spillefilm om attentatet i forbindelse med det traditionsrige marathonløb i Boston. Mark Wahlberg har fået tildelt en politiuniform, hvilket i denne forbindelse er ensbetydende med en helterolle, men det indebærer desværre også en lidet overbevisende grædescene. For selvom Mark Wahlberg med film som "Boogie Nights", "The Departed" og "The Fighter", har overrasket ved talentets omfang, så har det altså også begrænsninger.

Filmen munder ud i klæg sentimentalitet om fællesskab, og man må konstatere med nogen forbløffelse, at Boston kun har mandlige beboere af arabisk herkomst, og at de begge er terrorister. Men det gør det jo nok også nemmere for de øvrige at stå sammen, omend det næppe bidrager til den humanisme, som filmen så hyklerisk foregiver at være talerør for.

PATRIOTS DAY bliver således blot endnu en katastrofefilm: Ganske velproduceret men også lidt ligegyldig, Man gør sikkert klogt i at vente på den dokumentarfilm om emnet (som Matt Damon lægger stemme til), der får verdenspremiere i næste måned, fremfor en spillefilm i en tilstræbt dokumentarisk stil, som den er al for kommercielt tænkt til at kunne overholde.